Bankernes fokus på hvidvask har været stigende over en årrække, og det var også tilfældet sidste år.
Her sendte de danske pengeinstitutter 41.000 underretninger til Søik, populært kaldet Bagmandspolitiet, med konkret mistanke om aktivitet, der enten var relateret til hvidvask eller terrorfinansiering.
Det var en stigning på 55 procent i forhold til året før. Det er samtidig det største antal underretninger nogensinde.
Det oplyser interesseorganisationen Finans Danmark i en pressemeddelelse.
Antallet af underretninger har været stigende, i takt med at bankerne også har sat flere medarbejdere til at koncentrere sig fuldt ud om hvidvask.
Mod slutningen af sidste år arbejdede mindst 4300 medarbejdere alene med hvidvask og compliance - at regler og love bliver overholdt. Det var 1200 flere ansatte end året før.
»Bankerne har fuld fokus på det her problem. Og det er klart, at det fører til flere underretninger, når så mange medarbejdere er beskæftiget med det«.
»Men vi ved også fra tidligere tilbagemeldinger fra Søik, at underretningerne generelt er velkvalificerede, og at antallet i store træk afspejler lovgivningens krav til hvornår, der indberettes. Bankerne underretter ikke for underretningens skyld«, siger Ulrik Nødgaard, direktør i Finans Danmark.
Håber politikere reagerer
For nylig er Søik blevet kritiseret af Rigsrevisionen for manglende opfølgning på de mange underretninger, der tikker ind.
Ifølge Finans Danmark bør kritikken føre til, at man politisk ser på løsninger, der sikrer, at de mange underretninger fra bankerne ikke ender i ingenting.
»Jeg håber, politikerne nu vil reagere hurtigt og få skabt muligheden for at myndigheder og banker i et fortroligt rum kan udveksle oplysninger, så kriminelle kan stoppes og fanges langt hurtigere end i dag«, siger Ulrik Nødgaard.
Herhjemme har særligt Danske Banks sag om mulig hvidvask for milliarder været med til at skabe endnu større fokus på området.
Banken mistænkes for at være blevet brugt til hvidvask for et større milliardbeløb i sin estiske afdeling. I øjeblikket undersøger flere lande sagen, herunder de danske og amerikanske myndigheder.
ritzau
fortsæt med at læse




























