Politiken peger hver dag på, hvem der har haft henholdsvis en god og en dårlig dag.

En god dag for boligstylist iført slør og en dårlig dag for Bjarke Ingels

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Boligstylist Mette Helena. Først startede fastelavn lidt sløjt, da hun lagde et foto på Instagram med sig selv udklædt som muslimsk kvinde med slør og dramatisk øjenmakeup med opfordringen »Kan du gætte, hvem jeg er?«. Det kunne folk så godt. Flere gættede på, at hun var den boligstylist, som ellers optræder som dommer i god smag på tv i ’Nybyggerne’ og ’Loppe Deluxe’, og en del gættede også på, at hun, kort før fotoet blev lagt op, måtte have tabt sutten. Hun blev ifølge Ekstra Bladet rigtig ked af at blive kaldt racist, og derfor opsøgte hun en ekspert, som forklarede hende, at hun har været med til at »tingsliggøre eller stigmatisere en befolkningsgruppe«. Derfor blev det alligevel en god dag for stylisten, som dels blev klogere, dels fik lov at sige oprigtigt undskyld til sine 65.000 følgere.

En dårlig dag for ...

Arkitekt Bjarke Ingels. Trods flere ugers bøllebank for at lade sig fotografere sammen med Brasiliens præsident, Bolsonaro, og trods kritik for at tegne underholdningsbydelen Qiddiya i Saudi-Arabien, holder Bjarke Ingels fast i mottoet om, at alle diktatorer har ret til et fedt køkken. Sent søndag i Deadline på DR 2 uddybede stjernearkitekten om opgaven i Saudi: »Kvinder kan jo for eksempel køre i bil i dag – så der er jo en positiv udvikling i gang. Man skal passe på med at sammenblande det, at tingene kunne være meget bedre, med, at de bevæger sig i den forkerte retning. Jeg skal være den sidste til at forsvare et drab på en journalist. Men det, jeg kan gøre, er at skabe den forandring, verden har brug for, inden for mit felt«. En forklaring, der giver helt nyt liv til ordet ratslør.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her