Regeringens støttepartier har forsøgt at true regeringen til at komme i gang med forhandlinger om en klimahandlingsplan. »Det kræver åbenbart et vink med en vognstang at få regeringen til at til at reagere«, lyder det fra Enhedslisten. »Det er godt, at regeringen endelig har fanget vores budskab«, erklærer de radikale.

Enhedslisten og Radikale sætter trusler om at vælte regeringen på pause

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Klimaminister Dan Jørgensen (S) kan holde weekend i forvisning om, at han umiddelbart har fået genetableret en mere fordragelig tone mellem regeringen og dens støttepartier.

Det sker efter en uge, hvor regeringen er blevet presset af Enhedslisten og de radikale, som har truet med at gå så vidt som til at vælte henholdsvis ministeren og regeringen, hvis forhandlingerne om en klimahandlingsplan ikke snart blev indledt.

Og konflikten er kun blevet optrappet af, at ministeren igen og igen har afvist at ville give datoer for, hvornår han har tænkt sig at indkalde til forhandlinger.

Men så skete der noget tidligt i morges: En invitation tikkede ind til Folketingets partier.

Hos Enhedslisten er man »tilfreds«, lyder det fra partiets klimaordfører, Mai Villadsen.

»Det kræver åbenbart et vink med en vognstang at få regeringen til at til at reagere. Men jeg er meget tilfreds med, at der nu bliver lyttet«, siger hun.

Nu vil Dan Jørgensen forhandle klimaplan på plads

Truslen om at vælte regeringen er dermed nu indstillet for en stund, oplyser klimaordføreren.

»Det er klart, at vi kommer til at råbe vagt i gevær, hvis vi ikke synes, at det, der bliver leveret, er ambitiøst nok. Men indtil videre er vi meget glade for, at der er blevet sat skub i tingene, efter vi satte klimaministeren stolen for døren«.

»Fornuftigt«

Mai Villadsen har fået tilsendt en – hvad hun kalder – »relativt detaljeret« plan, som opridser de kommende forhandlinger.

Først skal der afholdes bilaterale møder med de forskellige partier for at afklare, hvor partierne står. De drøftelser indledes i uge 11, efter Klimarådet om mandagen har afleveret sine anbefalinger til klimahandlingsplanens delmål for 2025.

Mandag i uge 12 afleverer regeringens 13 klimapartnerskaber – herunder energi- og forsyningssektoren, fødevare- og landbrugssektoren samt luftfartssektoren – sine anbefalinger.

Og i uge 13 indledes de første reelle forhandlinger, når der bliver taget hul på møder om en sektorhandleplan for affald og genanvendelse. Dernæst er forhandlingerne om en plan under overskriften ’Energi og industri’ på programmet i april. Og herefter følger de yderligere sektorhandleplaner, som til sidst vil blive samlet i én rammeaftale for hele klimaområdet.

»Umiddelbart synes jeg, at det lyder fornuftigt at angribe det på den her måde«, siger Mai Villadsen.

Enhedslisten truer med at vælte klimaminister Dan Jørgensen

»Samtidig kan jeg forstå på ministeren, at vi skal forhandle løbende om global strategi. Og det er også rigtig vigtigt, for det danske fodaftryk er klimamæssigt jo ikke kun det, vi sætter i Danmark«, tilføjer hun.

Kunne godt mødes allerede nu

Hos de radikale hilses den nye mødeplan fra ministeren også velkommen.

»Jeg glæder mig til at komme i gang, og det er godt, at regeringen endelig har fanget vores budskab om, at klimaet er vigtigt«, siger partiets klimaordfører, Ida Auken.

»Men jeg er ærgerlig over, at vi skulle tale med så store bogstaver for at komme igennem med noget, vi har sagt i så lang tid«, tilføjer hun.

Dan Jørgensen oplyser til Ritzau, at de kommende forhandlinger ifølge planen skal munde ud i en samlet politisk rammeaftale, som vil blive vedtaget inden årets udgang.

De radikale har erklæret, at partiet vil trække sin støtte til regeringen, hvis en klimapolitisk aftale ikke er indgået inden grundlovsdag 5. juni.

Radikale stiller grønt ultimatum og truer med at vælte regeringen

Planen og de radikales krav behøver dog ikke nødvendigvis at være uforenelige, forklarer Ida Auken. Partiet har nemlig aldrig forlangt, at samtlige af de tiltag, der som bebudet skal nedbringe Danmarks CO2-udslip med 70 procent i 2030, skal være vedtaget grundlovsdag. Partiets krav lyder, at der før denne dato blot skal være truffet nogle beslutninger, der giver reelle CO2-reduktioner, ligesom regeringen herudover skal kunne fremlægge en plan, der viser, hvordan Danmark i mål med resten, præciserer klimaordføreren.

»Det kan regeringen bedre nå nu«, vurderer Ida Auken.

De radikale holder fast i sin trussel om at trække tæppet væk under regeringen, hvis ikke regeringen leverer inden for tidsfristen.

Klimaordføreren har fortsat meget lidt forståelse for, at regeringen har besluttet at vente med forhandlingerne til efter, anbefalingerne fra Klimarådet og regeringens klimapartnerskaber foreligger.

»Ministeren kunne lige så godt indkalde nu. Der er principielle vigtige beslutninger, der sagtens kan tages inden«, mener hun.

Samme holdning har Enhedslisten.

»Det er snart tre måneder siden, at vi landede en klimalov, og jeg synes, det er mærkeligt, at man skubber alle de her partnerskaber foran sig. Stod det til mig, så ventede vi ikke til, at de allerstørste udledere af CO2 havde sagt, hvad deres ønsker er. Stod det til mig, så mødtes vi morgen«, siger klimaordføreren Mai Villadsen.

»Men jeg er glad for, at vi i Enhedslisten allerede skal til bilateralt møde 10. marts. Det, synes jeg, er gode takter«.


Kristian Corfixen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her