Karsten Hønge har efter eget udsagn råbt, revet sig i håret, spruttet af raseri og af og til været tæt på at give fortabt i ren afmagt.
Siden han blev valgt til Folketinget i 2015, har SF’s politiske ordfører jævnligt fungeret som bisidder for borgere, der er kørt fast i de kommunale systemer i gråzonen mellem det ordinære arbejdsmarked, en førtidspensionering, et fleksjob og et ressourceforløb. Folk fra Jylland, Fyn og Sjælland, der, som han udtrykker det, »har fået røven i klemme«.




























