Lyt til artiklen
Skiftedagen var om tirsdagen efter karate. Hun var 12 år, og det var bøvlet med den store taske, som skulle frem og tilbage mellem mor og far. Når hun vågnede onsdag morgen, var hun forvirret over, hvor hun var, og så gik der et par dage, før hun fandt sig til rette det nye sted. Forældrene talte ikke meget sammen oven på skilsmissen, men sådan var hverdagen nu engang. Kort sagt: Miliena Nielsen havde vænnet sig til at være delebarn.
Døden eksisterede som et fjernt fremtidigt fænomen. At forældrene var hos hende, var en selvfølge. Kun gamle mennesker skulle dø. Livet var en naturlig bevægelse fra barn til voksen, hvorefter man en dag som gammel lå i sin seng og sov ind.
