Dansk Industri og fagbevægelsen er ikke enige om, hvorvidt virksomhederne kan sende medarbejderne hjem uden løn, men at holde ferie kommer medarbejderne næppe udenom.

Din arbejdsgiver kan tvinge dig til at holde ferie, men kan du også blive sendt hjem uden løn?

Lyt til artiklen

Telefonerne kimer hos både arbejdsgivernes organisation og fagbevægelsen. Virksomheder, hvis forretning er næsten helt forsvundet på blot en uge, vil vide, hvordan de kan undgå at betale medarbejderne løn for arbejde, som ikke længere findes, og medarbejderne, hvad deres rettigheder er, hvis de bliver bedt om at gå hjem.

Privatansattes rettigheder er helt anderledes end de offentligt ansattes, som statsminister Mette Frederiksen har lovet at betale løn til, mens de går hjemme.

Vicedirektør Sanne Stadil fra Dansk Industri (DI) og advokat Jeppe Wahl-Brink fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) svarer her på nogle af de oplagte spørgsmål om privatansattes rettigheder og pligter.

Kan min arbejdsgiver kræve, at jeg afholder ferie nu?

DI: Det vil man kunne, hvis medarbejdere har ferie tilbage, og der ikke er noget lave. Er virksomheden så hårdt ramt af krisen, at den ikke har noget at sætte medarbejderne til, kan den godt bede medarbejderne holde deres restferie eller afspadsere.

FH: Restferie skal varsles en måned i forvejen. Det kan man fravige, hvis der er særlige omstændigheder. Det er min vurdering, at det er tilfældet i den nuværende, meget alvorlige situation, og at nogle medarbejdere derfor kommer til at acceptere at blive varslet til at holde ferie med det samme. Det er svært at svare generelt på afspadsering, for det er reguleret forskelligt i de enkelte overenskomster.

Kan jeg som privatansat blive sendt hjem uden løn?

DI: På det private arbejdsmarked vurderer arbejdsgiveren, hvem der kan arbejde hjemme, og hvem der eventuelt bliver hjemsendt uden løn, fordi der ikke er noget arbejde.

FH: Jeg går ud fra, at arbejdsgiverne vil prøve at finde en løsning, hvor de ikke skal betale fuld løn, men udgangspunktet er, at arbejdsgiveren ikke kan sende medarbejderne hjem uden løn, medmindre der er en særlig bestemmelse i overenskomsten, som gør det muligt.

Hvad gør jeg, hvis min arbejdsgiver ikke sender mig hjem, men jeg selv mener, at jeg burde arbejde hjemmefra?

DI: Arbejdsgiveren bestemmer, om medarbejderen har mulighed for eller skal arbejde hjemme. Medarbejderen har ingen ret til hjemmearbejde.

FH: Hvis du bliver bedt om at være på din pind, så må du være på din pind, medmindre der er en konkret risiko for dig.

Hvordan er jeg stillet, hvis jeg ikke kan få passet mine børn?

DI: Det er dit eget ansvar at finde pasning til dit barn. Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan man aftale, at medarbejderen arbejder hjemme, holder ferie, afspadserer eller holder fri uden løn, men der er ikke krav på kompensation.

FH: Du har desværre ikke ret til bare at blive hjemme og passe barnet.

Kan min arbejdsgiver kræve, at jeg udfører andre opgaver?

DI: Til en vis grad, ja, men du kan ikke sættes til at udføre noget helt andet, som er langt uden for overenskomsten.

FH: Til en vis grad. Man kan godt blive pålagt nogle opgaver, som man ikke plejer at løse, men der er grænser for, hvor langt man kan trække det.

Hvad er jeg forpligtet til, hvis min arbejdsgiver sætter mig til at arbejde hjemme?

DI: Jeg har ikke indtryk af, at det i praksis er et problem, som kræver mange regler.

FH: Du har de samme pligter, som hvis du var på arbejdspladsen, og skal udføre det arbejde, som du i praksis kan hjemmefra.

Fagforeningen 3F og arbejdsgiverorganisationen Horesta indgik torsdag en aftale om, at arbejdsgiverne i hotel- og restaurationsbranchen kan tvinge medarbejderne til at holde ferie.

Magnus Bredsdorff

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her