En morgen med nybagte boller, organiseret hjælp til indkøb og inspiration til hjemmeaktiviteter. Læserne deler deres hverdagsoplevelser i en underlig tid.

Læsernes oplevelser: Lisa holder spiredag, Lea skaffer hjælp, og Tanja laver hjemmeundervisning

Foto: Privatfoto Lisa Grue
Foto: Privatfoto Lisa Grue
Lyt til artiklen

Foråret er på vej, corona-virus eller ej, og illustrator Lisa Grue benytter tiden i et lukket Danmark til at sende gode ideer ud til alle dem, der gerne vil have ’en positiv pause fra eventuelle kaotiske tanker’, som hun skriver til Politikens danmarklukker@pol.dk.

»På min instagram profil @lisagrue lægger jeg hver dag en idé og foto op, som man kan lave med sin familie, børn eller alene. Vi bor selv midt i Fiolstræde. Så der i den grad lukket ned omkring os«, skriver Lisa Grue fra familielivet med tre personer og gårdhunden Mester.

Dagens post handler om at holde en spiredag i hjemmet.

Folk står i kø for at hjælpe

Lea Enslev bruger sin tid på at skabe forbindelse mellem folk, der har brug for hjælp, og dem, der gerne vil hjælpe.

Inspireret af en svensk gruppe har hun dannet facebookgruppen “Corona - hjælp til indkøb til personer i risikogrupper”.

»Det er hjertevarmende at se, at så mange folk gerne vil hjælpe folk, de ikke kender, men som de blot deler egn med«, skriver hun, og funderer over, hvordan man får lokaliseret de personer, der har brug for hjælp til indkøb af dagligvarer og fra apoteket.

Hun opfordrer folk til at henvende sig til folk, der ikke er så synlige i bybilledet for at spørge, om der er brug for hjælp.

Også Zoltan Kushcik fra Vester Hassing, som flyttede til Danmark med sin kone for otte år siden, har været på hjælpemission. En enlig mor med seks børn var endt i karantæne, og havde ikke nogen, der kunne eller måtte købe ind.

»Vi pakkede frisk frugt, håndsprit og chokolade til dem og efterlod det foran deres hoveddør. På døren stod et skilt, der viste, at husstanden er under karantæne. Jeg håber, at andre mennesker også har ydet hjælp«, skriver Zoltan Kuschik, som ellers holder humøret oppe ved at gå ture langs stranden.

Nu er skoleskemaet hjemmelavet

Også Tanja Sandberg, som er selvstændig og vant til at arbejde hjemme, er optaget af at få dagen til at gå på en god måde.

»Min datter på 8 og jeg har lavet et skema , så vi kan hjemmeundervise hende og hendes lillebror, der er 5 og ikke startet i skole endnu (han tegner og øver sig måske lidt på nogle bogstaver eller laver prik-til-prik – han får i al fald øvet at sidde stille og koncentrere sig om noget!). Der er dansk lige efter morgenmaden (for der er man frisk og mæt og i godt humør ...), matematik lige efter frokost, blandet fag (natur/teknik, engelsk, krea, og hvad vi nu ellers kan finde på) efter eftermiddagsmaden«, skriver hun om planen, som datteren har farvelagt.

Efter fagene er der fri leg og måske arbejdstid for forældrene, og om eftermiddagen frisk luft. På børnehavens facebookside er der snak om at mødes på legepladsen, så sønnen kan måske få leget lidt med kammeraterne der.

»Forandringen for mig er ikke så voldsomt stor, ud over at nu både mine børn og min mand er hjemme. Det bliver en ’spændende’ tid, vi går i møde!«, skriver Tanja Sandberg.

Lægens dag har fået en anderledes start

Cecilie Refsager er læge ved en akutmodtagelse, så hun er del af landets ’kritiske personale’. Ikke noget hjemmearbejde her.

Normalt ville familien være stået tidligt op, og Cecilies mand, som er hjemmegående ville have sendt børnene afsted i skole og børnehave.

»I stedet har vi sovet længe (så længe som man nu kan, når man har børn på 3 og 8), spist nybagte boller til morgenmad, jeg har læst ‘Min mor er besat’ af Peter Øvig færdig, børnene er optaget af lige dele skærm og legetøj. Om lidt går vi ud og køber lidt ind, allesammen. For at komme lidt ud. Måske køber vi en pakke gær, hvis man kan få det. Vi skal i hvert fald have fredagsslik«, skriver Cecilie Refsager.

I eftermiddag skal hun på arbejde i corona-virkeligheden, som hun kalder det.

»Herhjemme er vores motto: ‘En dag af gangen.’ Så vi tager det roligt. Meget roligt«

Mette Guldagger

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her