Fredag 13. marts:
Jeg står lidt senere op, end jeg plejer. Klokken bliver 7.45, inden jeg børster tænder og tager tøj på. Jeg skal jo bare være herhjemme og læse. Jeg plejer at læse på universitetet, fordi det er lettere at koncentrere mig, når jeg har struktur på dagen. Jeg har eksamen 31. marts i respirations- og kredsløbsfysiologi. Jeg ved ikke, om den bliver gennemført. Pensum er intenst, så hvis jeg ikke har hovedet med i det, jeg læser, er det vanskeligt at komme videre i stoffet.
Mine pauser og læsningen flyder for meget sammen. Min kæreste er også hjemme, og vi kommer til at snakke lidt hele tiden. Jeg smider mig på sengen i nogle af mine pauser. Men det er dumt, og jeg føler mig uproduktiv af det.
Efter frokost kører vi i Bilka for at handle. Vi plejer at handle til hele ugen om søndagen, men der har været så meget med hamstring, så vi vil prøve at handle på et tidspunkt, hvor der ikke er så mange andre derude.
Ved indgangen står en mand og tørrer sin vogn af med en slags vådservietter. Jeg tørrer også min vogn af. Jeg ved ikke, om de servietter desinficerer noget som helst, eller om de bare tværer det hele rundt.
Inde i butikken holder folk afstand. Der er ingen, der lige maser sig forbi eller rækker ind over hinanden ved hylderne.
Da vi kommer hjem, vasker jeg mine hænder grundigt, inden jeg sætter mig til at læse videre.
Et døgn: »Alt, hvad vi ser, har vi jo set i Kina. Nu kommer det her med ugers forsinkelse«Om eftermiddagen ringer jeg til min søster og mine forældre. Den kommende weekend havde vi planlagt en familieweekend i et stort sommerhus i Vejers. Nu har vi aflyst det. Min farfar og farmor er i 80’erne, og de skulle også med. Min farfar døjer med infektioner i lungerne, så han er ret sårbar.
I løbet af dagen er jeg på mobilen. Vi har jo alle sammen brug for at tale om det, der sker med corona, og hvad vi tænker. Men vi sidder jo i hver vores sofa og oplever så lidt. Så det eneste, vi skriver om, er den virus. Og jeg synes, der kommer så dårlig stemning af det, tonen er hård – især på sociale medier.
Jeg er blandt andet med i en digital gruppe for medicinstuderende. Her diskuterer vi, om vi skal melde os frivilligt på hospitalerne. Alle har travlt med at forklare deres egne holdninger i stedet for at tage andres perspektiv ind. Enten er man sådan en, der siger, at alle bare har at troppe op, når myndighederne kalder. Eller også vil man slet ikke møde op, uden at der falder 200 kroner i timen, fordi man frygter, at overenskomsten kommer i fare. Der er ligesom ingen ’middleground’. Og vi bliver alle oprevne af det.
Når jeg taler med mine forældre om corona, er vi uenige. Når jeg taler med folk, jeg ses med hver dag på studiet, er vi uenige. Det går jo tæt på, fordi samtalen om corona også handler om, hvordan vi ser på os selv og på andre. Jeg synes, at de samtaler gør os sårbare.
På almindelige fredage er jeg ofte sammen med mine venner, så laver vi et eller andet eller går i byen. De seneste dage har vi skrevet sammen, om vi skal mødes og spise noget mad. Men det bliver ikke rigtig til noget. Det er, som om der ikke er nogen af os, der har vildt meget lyst til at mødes lige nu. For vi ved jo ikke, hvem de andre har været sammen med. Så min kæreste og jeg ender med at tage en serieaften.
fortsæt med at læse
