Politiet rykker ud til muligt skyderi på Frederiksberg

Lyt til artiklen

Københavns Politi er torsdag eftermiddag rykket ud til Frederiksberg med adskillige patruljer efter en anmeldelse om et skyderi.

Det oplyser central efterforskningsleder Torben Madsen.

»Vi har modtaget en anmeldelse om et skyderi, men vi har fra politiets side endnu ikke bekræftet, at der faktisk har været et skyderi«, siger han.

Af samme grund er det uvist, om personer er blevet ramt af skud.

Skyderiet skal være sket på Eversvej i nærheden af Fasanvej Station.

På Twitter skriver Københavns Politi kort efter klokken 14:

»Vi er massivt til stede ved Eversvej på Frederiksberg efter en anmeldelse om et skyderi. Vi undersøger situationen og kan ikke sige mere i øjeblikket«.

Tungt bevæbnede betjente på stedet

Billeder fra området viser tungt bevæbnede betjente og adskillige patruljebiler.

Eversvej er en sidevej til den mere befærdede Finsensvej.

På grund af politiets arbejde er en del af Finsensvej blevet afspærret.

Desuden har metrodriften været indstillet mellem Frederiksberg Station og Vanløse Station. Klokken 14.30 oplyser Metroselskabet dog på Twitter, at togene kører igen på strækningen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her