Få et overblik over, hvad partilederne bag udligningsreformen lagde vægt på ved præsentationen af den nye udligningsreform.

Sophie Løhde: Det er nødvendigt med justeringer i skatten

Sophie Løhde og Venstre har kæmpet for, at skatterne ikke stiger i Danmark. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Sophie Løhde og Venstre har kæmpet for, at skatterne ikke stiger i Danmark. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Regeringen, Venstre, De Radikale, SF og Alternativet præsenterede i dag udligningsreformen, der fordeler milliarder af kroner på tværs af landets kommuner.

På pressemødet begyndte finansminister Nicolai Wammen med at tage ordet.

»Aftalen lægger fundamentet til et Danmark i bedre balance. Det er en aftale, der ligger det princip, at det er de bredeste skuldre, der skal bære mest. Og at Danmark er for lille til store forskelle«, indledte Nicolai Wammen ifølge ritzau.

Der blev til pressemødet spurgt ind til, hvorvidt regeringen vil hæve serviceloftet, og om serviceloftet forhindrer kommuner i at bruge de penge på velfærd, som de gerne vil. Serviceloftet er et økonomisk loft for, hvor mange penge kommunerne kan bruge på velfærdsydelser til eksempelvis hjemløse eller børnehaver.

Her er vinderne og taberne i udligningsreformen

»Rregeringen skal snart forhandle med kommunerne, om hvad serviceloftet skal være for de kommende år. Der er regeringens holdning, at pengene skal følge med, når der kommer flere børn og ældre i de kommende år«, sagde Nicolai Wammen.

»Skævheder er rettet op«

Social- og indenrigsminister Astrid Krag forklarede, at der har været skævheder i udligningssystemet, og de er nu rettet op.

»Det har ikke givet god mening, at kommune er blevet kompenseret for at have borgere, der er så velhavende, at de har råd til at have au pairs«, sagde Astrid Krag.

Kommuner bliver ikke længere kompenseret for au pairs

Venstres Sophie Løhde lagde vægt på, at et skattesmæk er ændret til skattestop, som har været en vigtig part i forhandlingerne for Venstre.

»Det har været helt afgørende for Venstre, at vi laver en aftale, der sikrer en reel balance i hele Danmark. Uden at der kommer det skattesmæk, som der var lagt op til i regeringens udspil. Et skattesmæk er ændret til et skattestop i aftalen«, mener Sophie Løhde.

Kommunerne må dog hæve skatten, hvis de taber på udligningen, ligesom kommuner kan få tilskud til at sænke skatten.

»Man kan ikke gennemføre en udligningsreform uden, at der sker justeringer i skatten«, siger Sophie Løhde.

Leder for Radikale Venstre Morten Østergaard forklarede, at den samlede velfærd i Danmark bliver bedre på trods af, at flere kommuner vil være skuffede.

Overblik: Her er udligningsreformen

»Vi ved godt, at ikke alle kommunerne vil være tilfredse. Nogle havde håbet på at få mere. Andre på, at regningen blev mindre. Men samlet set får vi bedre velfærd overalt i Danmark. Og vi har sikret, at aftalen er bedre, end det udspil, der lå fra regeringens side, fordi regningen bliver mindre for kommunerne. Staten tager et større del af regningen«, sagde Morten Østergaard.

For SF har det været vigtigt førtidspensionister fremover vil tælle mere med i udligningen. Det sagde SF-formand Pia Olsen Dyhr.

»Nogle kommuner har mange førtidspensionister. Det er en stor udgift for kommunekassen. Vi har fået med i aftalen, at vi lader førtidspensionisterne tælle mere i udligningen. Det betyder, at kommunerne får penge til også at sikre velfærd på andre områder som ældre og børn« sagde Pia Olsen Dyhr.

Udligningsreformen blev præsenteret af et politisk flertal bestående af, Regeringen, Venstre, Radikale, SF og Alternativet. I går aftes trak Dansk Folkeparti og Enhedslisten sig fra forhandlingerne.

ritzau/politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her