Noget skal der gøres, spørgsmålet er bare hvad. Regeringen er villig til at forlænge de enorme hjælpepakker til erhvervslivet indtil august, men der skal findes en ny løsning, så eksempelvis lønkompensationsordningen kan udfases med færrest mulige fyringer til følge.
I sidste uge lød det fra en økonomisk ekspertgruppe nedsat af regeringen, at en ny model for arbejdsfordeling kan være en vej ud af den for staten så dyre lønkompensation. Ideen er, at pressede virksomheder i stedet for at fyre medarbejdere i bundter kan bede de ansatte arbejde mindre og dermed deles om arbejdet. Medlemmer af en A-kasse kan så få supplerende dagpenge.




























