Midt i Mette Frederiksens svulmende popularitet som kriseleder og de coronapumpede socialdemokratiske meningsmålinger kan man let glemme, hvor dristigt et eksperiment der er lykkedes for hende siden valgsejren for et år siden.
Kan Socialdemokratiet virkelig regere alene på en fjerdedel af vælgernes opbakning med et program med fokus på den offentlige sektor og en fortælling med lige dele drivende nostalgi, antielitisme og godmodig Shu-bi-dua-nationalisme?


























