Københavns Byret idømmer søndag eftermiddag en 28-årig mand fængsel på livstid for to rovmord begået mod ældre beboere i en bebyggelse på Østerbro i København i marts sidste år.
Manden anker dommen på stedet.
Det oplyser hans forsvarer, advokat Mie Sønder Koch.
Han var tiltalt for at have dræbt både 82-årige Eva Hoffmeister, 80-årige Peter Jensen Olsen og 81-årige Inez Hasselblad.
Men ifølge nævningetinget i Københavns Byret er der ikke ført tilstrækkeligt bevis for, at Eva Hoffmeister havde været udsat for en forbrydelse, da hun blev fundet død i sin lejlighed den 6. februar sidste år.
Til gengæld er nævningetinget i løbet af retssagen blevet overbevist om, at Peter Jensen Olsen og Inez Hasselblad begge blev kvalt. Og at gerningsmanden var den 28-årige.
Anker dommen
Ved obduktioner efter de to pensionisters død fastslog retsmedicinere, at de havde været udsat for kvælning ved kværkning.
Ved kværkning bruger en person sine hænder til - med et greb om halsen - at slå et andet menneske ihjel.
Men Eva Hoffmeister blev aldrig obduceret, fordi mistanken om, at hun var blevet dræbt, først opstod mere end en måned efter hendes død.
I mellemtiden var hun blevet kremeret.
Senioranklager Søren Harbo, der har ført sagen for anklagemyndigheden, har netop argumentere for, at manden skulle idømmes livstid.
Han har gennem hele sagen nægtet sig skyldig i drab - men her erkendt at have misbrugt sine ofres betalingskort på blandt andet cafébesøg, biografbilletter og taxakørsel.
Disse forhold er han også blevet dømt for.
Han anker derfor dommen for at blive frikendt.
Ritzau
fortsæt med at læse




























