Dansk Folkeparti har ingen skrupler ved at hænge ansøgere om statsborgerskab ud offentligt for tidligere domme, og derfor overtager partiet nu det ændringsforslag, som de konservative først havde bebudet, men siden trukket.
»I Dansk Folkeparti havde vi tænkt os at stemme for det ændringsforslag (fra de konservative, red.), fordi det er vigtigt at begrænse tildeling af statsborgerskab mest muligt. Derfor synes vi, det er ærgerligt, at de konservative ikke vil stå ved deres egen politik, og derfor overtager vi deres ændringsforslag og fremsætter det selv som vores, hvis de trækker det«, siger indfødsretsordfører Marie Krarup.




























