Betina Jøns-Holm Marcussen er vant til, at det sker et par gange hver måned. At fremmede kommenterer hendes udseende på forskellig vis. Nogle spørger bare, hvor hun kommer fra, andre råber ’thailuder’, ’gule svin’ eller ’hva’ så, lille kineser’. Men de seneste måneder har det været værre end før.
»Siden coronaudbruddet har der været flere episoder, hvor jeg oplever, at folk er bange for mig«, siger Betina Jøns-Holm Marcussen, der bor på Amager og er adopteret fra Korea.




























