Bygning, der var ved at blive desinficeret for eventuel virus, udløste voldsom brand på Lindholm

Øen Lindholm blev for alvor kendt, da den tidligere regering sammen med Dansk Folkeparti besluttede at indrette et center for kriminelle flygtninge og personer på tålt ophold. En beslutning, som den nuværende regering af annulleret.  Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Øen Lindholm blev for alvor kendt, da den tidligere regering sammen med Dansk Folkeparti besluttede at indrette et center for kriminelle flygtninge og personer på tålt ophold. En beslutning, som den nuværende regering af annulleret. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Tirsdagens brand på øen Lindholm opstod i en bygning, som var ved at blive desinficeret for eventuel virus efter forskningsarbejde på øen.

Det siger Jacob Steen Møller, campusdirektør på DTU.

»En af de bygninger, vi var ved at desinficere«, brød i brand.

»Branden var så voldsom, at en nabobygning også brød i brand. Og denne bygning var allerede oprenset for virus«, siger Jacob Steen Møller.

Branden, som opstod om morgenen på øen i Stege Bugt, er slukket, og efterslukningsarbejdet er i gang. Der er ikke kommet nogen til skade i forbindelse med branden.

Det er dog for tidligt at fastlægge årsagen til branden i de to bygninger.

»Vi ved ikke, hvad der er den konkrete årsag til branden«.

»Det vil blive undersøgt af politiets brandteknikere, og efterfølgende vil vi foretage vores egne vurderinger«, siger Jacob Steen Møller.

DTU rydder op på øen, efter at forskningen er afsluttet

Forskningen på øen blev afsluttet 1. juli sidste år, og siden da har DTU planlagt oprydningen af øen, inden den skal overdrages til Bygningsstyrelsen, som ejer øen.

Materialet, som har været brugt til virusforskning, var blevet fjernet fra øen forud for branden, og arbejdet med at rense øen er i gang.

For at slå eventuel virus ihjel, bliver øens bygninger vasket ned og derefter opvarmet til 70 grader i otte dage.

Da branden brød ud i en bygning, som var ved at blive renset, og derefter bredte sig til en bygning rengjort for virus, vurderer DTU, at der ikke er opstået nogen fare for spredning af virus som følge af branden.

Der er tre faste indbyggere på Lindholm, som fungerer som bådførere og vægtere.

Øen ligger cirka 3,6 kilometer fra Kalvehave Havn, og har fra 1926 til 2017 huset forskning i dyresygdomme.

Forskningscenteret blev placeret på øen, da den befinder sig langt væk fra dyrebesætninger.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her