En fremmedkriger med dansk statsborgerskab er anholdt i Københavns Lufthavn efter indrejse fra Tyrkiet.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Vedkommende fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup onsdag. Det sker med henblik på varetægtsfængsling.
Der er tale om en 22-årig person.
Fremmedkrigeren har siden 2017 været varetægtsfængslet in absentia, oplyser politiet.
Det betyder, at vedkommende blev varetægtsfængslet uden at være til stede.
Den 22-årige blev desuden efterlyst internationalt i samme ombæring.
Den pågældende blev 3. maj 2019 begæret udleveret fra Tyrkiet for overtrædelse af straffelovens paragraffer om blandt andet fremme af en terrororganisations virke.
Han er mistænkt for at lade sig hverve af en terrororganisation samt indrejse og ophold i en forbudszone.
Der vil blive anmodet om lukkede døre ved grundlovsforhøret onsdag.
Københavns Vestegns Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.
Den anden anholdelse
Det er den anden anholdelse af en fremmedkriger i Københavns Lufthavn på under et år.
Tilbage i november 2019 blev en 28-årig fremmedkriger med dansk statsborgerskab anholdt i lufthavnen. Vedkommende kom også fra Tyrkiet.
Den 28-årige havde tidligere fået en dom på fire års fængsel i Tyrkiet for at have tilsluttet sig den militante bevægelse Islamisk Stat.
ritzau
fortsæt med at læse


























