En god dag for
Alle, der elsker spænding, når de bader. Stigende havtemperaturer, højt saltindhold i vandet og masser af sæler i de danske farvande. Det er en cocktail, der har potentiale til at tiltrække nogle af havets store krabater: hvidhajer. »Det, vi er sikre på, er, at der ikke er nogen, der har set den endnu. Men den kan sagtens være her, for vi har det, der skal være, for at den kan være her«, sagde Lars Skou Olsen, kurator og teknisk chef på Den Blå Planet i går til TV 2. Hvidhajerne vil dog næppe slå sig ned i Danmark, lyder det videre, men en strejfer fra Middelhavet vil kunne dukke op. En havskildpadde drev i sommer i land ved Blåvand ... »Og kan den, hvad skulle så stoppe en hvidhaj?«, sagde Lars Skou Olsen. På sigt kan danskerne også se frem til at møde flyvefisk, søheste, sværdfisk og rokker under havoverfladen.
En dårlig dag for
Alle, der elsker julebryg. For en, der helst vil have vin, var det ikke den store sorgens dag i går. Men de, der har været vant til at iklæde sig det blå J-dag-juleslips, en blinkende nissehue eller de blå julesokker med sne den første fredag i november, kommer måske til at savne det alt sammen. For årets J-dag, som vi kender den, bliver i år aflyst, meddelte Carlsberg og Tuborg i går. Vil man skælde ud over det, er det coronaen, der er syndebukken. Julebryggen vil dog løbe fra værthusenes haner, men ikke som en begivenhed med blå blink og sne kort før klokken 21. Men som en J-dag med afstand og julebryg fordelt over hele dagen. »Vi føler, at vi har pligt til at følge med tiden, og i år er tiden bare ikke til en J-dag, som vi kender den«, sagde informationschef Kasper Elbjørn.




























