Brand på Sydsjælland førte til anholdelse

Lyt til artiklen

Efter en brand i en ejendom ved Herlufmagle på Sydsjælland har politiet anholdt en mand, der bor på stedet. Søndag skal en dommer afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle ham.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det var cirka kvart i tre tidligt søndag morgen, at myndighederne fik alarmen om branden. Flammerne havde godt fat i ejendommen, og der er tale om omfattende skader.

»Ingen personer var i fare«, siger vagtchef Mikkel Kjærgaard.

Valgte at anholde beboeren

Beboeren i ejendommen er en mand i 50'erne. Han var ikke til stede, da politiets patrulje nåede frem. Han ankom lidt senere, oplyser politiets vagtchef.

»Nogle ting gør, at man valgte at anholde ham og sigte ham for brandstiftelse«, siger Mikkel Kjærgaard.

Hvilke omstændigheder, der er tale om, ønsker vagtchefen ikke at udtale sig om før grundlovsforhøret i sagen. Det finder sted ved middagstid søndag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her