Mine børn kalder mig stadig får. En reminiscens fra dengang, de fik deres første mobiltelefoner med mekaniske taster, hvor hver tast kunne betyde et af tre bogstaver. Stavekontrollen T9 gættede og foreslog, at jeg i stedet for far burde hedde får.
Det, syntes de selvfølgelig, var lystigt. Jeg overvejede, om det mon ville være lige så skideskægt, hvis jeg holdt op med at betale deres abonnementer. Men nåede frem til, at jeg var en større mand end det, måske ikke i centimeter, men mentalt.




























