Toldere har i 2020 beslaglagt knap 600 kilo ulovligt fyrværkeri. Det er markant mere end tidligere år.

Toldere har beslaglagt over et halvt ton fyrværkeri i år

Lyt til artiklen

Danske toldere har foreløbig beslaglagt knap 600 kilo ulovligt importeret fyrværkeri i 2020.

Det oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

Blandt det beslagte fyrværkeri er kanonslag, batterier, knaldfyrværkeri, røggranater, romerlys og nødraketter.

De knap 600 kilo er en markant stigning i forhold til de sidste tre år.

Her blev der set over hele året beslaglagt henholdsvis 386, 321 og 360 kilo ulovligt fyrværkeri.

Farligt og forbudt

Det beslaglagte fyrværkeri i år er fordelt på 54 sager fra 1. januar til 3. november. I 2019 var de 360 kilo fordelt på 59 sager.

»Særligt her i efteråret og frem mod nytår ser vi store beslag af ulovligt fyrværkeri. Det er et problem, for det er både farligt og forbudt at tage eller få sendt fyrværkeri ind i landet som privatperson«, siger Henrik Pagh Kold, kontorchef i Toldstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Han advarer specifikt mod at importere fyrværkeri fra udenlandske hjemmesider.

»Danskere, der køber fyrværkeri på nettet, er ofte ikke opmærksomme på, at det kommer fra udlandet, selv om netbutikken udgiver sig for at være dansk«.

Ulovligt importeret fyrværkeri kan resultere i en bødestraf.

I Danmark må man først købe fyrværkeri fra 15. december og frem til 31. december.

Fyrværkeriet må dog kun blive affyret mellem 27. december og 1. januar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her