Lyt til artiklen
Det begyndte med Knausgård – der græmmede sig over at have været en dårlig far. Hvad fanden var han for en far. De ville bare have en hund, og ikke engang det kunne han give dem. Deres barndom er så kort, og end ikke den lille gestus magtede han.
Da vores ven Klaus læste det bind, hvor Knausgård fortæller om den slags dårlige samvittighed, frøs han. Lagde bogen fra sig. Rejste sig op og kiggede sig selv i spejlet. Hans børn havde heller ikke engang fået en hund. Og han forestillede sig, hvordan der til hans begravelse ville blive sagt, at »far var da meget sød, men vi måtte ikke engang få en hund«.
