Ingen havde tænkt på at afhøre Carl Helman i kommissionen om udbytteskat, før de hørte ham i radioen.
Helman er i dag jurist i Forsyningstilsynet, hvor han arbejder med regler for handel med elektricitet over landegrænser. Men i P1’s dokumentarserie ’De hemmelige aktionærer’ i november fortalte Carl Helman om sin tid i Skatteministeriet fra 2007, hvor han hørte nødråbene fra de medarbejdere, som forvaltede udbytteskat hos Skat i Høje Taastrup: Vi udbetaler milliarder af kroner til udlandet uden mulighed for kontrol.




























