Alene inden for de seneste to uger er der konstateret coronasmitte på 220 danske plejehjem. I samme periode er 110 plejehjemsbeboere døde med covid-19, viser de seneste tal fra Statens Serum Institut. Samlet udgør plejehjemsbeboere nu 36 procent af samtlige coronarelaterede dødsfald i Danmark, og dertil skal lægges et ukendt antal coronadødsfald i den øvrige ældre- og plejesektor.
Siden i sommer har der været efterlyst hyppig testning på plejecentre. De seneste uger er smitten eksploderet, og først nu skruer regeringen op for testning af personalet. De mest udsatte borgere i epidemien er blevet svigtet, siger FOA og Alzheimerforeningen.


























