To unge mænd er kørt galt lørdag nat. Den ene er blevet fløjet til Skejby Hospital. Den anden er død.

To unge kørte galt i nat og trillede rundt flere gange: 19-årig erklæret død på stedet

Lyt til artiklen

En 19-årig mand har mistet livet i en ulykke kort efter midnat lørdag i Thyholm, der ligger mellem Struer og Thisted.

Det oplyser vagtchef Jens Claumarch ved Midt- og Vestjyllands Politi lørdag morgen.

»Bilen ramte formentlig et træ i siden af vejen og røg ud på en mark, hvor den trillede rundt flere gange«, siger vagtchefen.

Den unge mand fra Give-området blev erklæret død på stedet.

En 20-årig mand fra Ikast-Brande-området i bilen er desuden blevet fløjet i helikopter til Skejby Hospital i Aarhus med en ødelagt hånd eller arm.

Der var ikke andre personer eller biler involveret i ulykken.

De to unge mænd kørte i en Volkswagen Golf, som de havde lånt af en fra det selskab, de havde været ved forinden, melder vagtchefen.

»Vi har fået taget en blodprøve af den afdøde for at bekræfte eller afvise, om der var alkohol involveret. Det er normal praksis«, siger Jens Claumarch.

En bilinspektør har desuden været på stedet for at hente informationer, der kan være med til at klarlægge årsagen til ulykken.

De pårørende er underrettet om ulykken, som blev anmeldt til politiet 00.20.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her