Chaufførerne hos netgiganten Nemlig.com, der arbejder under voldsomt tidspres, er kørt ind i den politiske arena, hvor beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ser farlige tendenser i sagen. Flere ordførere overvejer lovmæssige indgreb for at standse en udvikling, der kan være farlig for det danske arbejdsmarked.
»Først og fremmest må man virkelig tage sig til hovedet i forundring over, at en branche, som generelt har stor fremgang og har haft markant vækst under coronakrisen, føler behov for at behandle sine ansatte eller underleverandører på den her måde. Det er desværre ikke bare et dansk fænomen, men noget vi også ser hos for eksempel Amazon i USA. Her har de ansatte fået forbedret forhold ved at organisere sig og stå sammen og det er vejen frem«, mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.




























