Danmark bør ændre kurs og i langt højere grad begynde at udnævne erfarne politikere frem for embedsmænd til topposter i internationale organisationer. Det mener Venstres tidligere udenrigsminister og næstformand Kristian Jensen, der for nylig selv blev udpeget af den socialdemokratiske regering som såkaldt særlig repræsentant med opgaven at sikre Danmark en plads i FN’s Sikkerhedsråd.
»Andre lande bruger det aktivt at tage politikere med erfaring fra det politiske spil ind og få dem placeret internationalt«, argumenterer Kristian Jensen, der tror, at Danmark har potentiale til at udvikle et langt stærkere politiske netværk i forskellige internationale fora, hvis flere politikere fik lov at tage teten.


























