Det virker næsten, som om det vitterlig kommer bag på dem. Politikerne i Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Men det burde det egentlig ikke. Alligevel har hjemsendelser af herboende syrere bragt sindene i kog hos regeringens støttepartier. Hjemsendelserne er både hjerteløse og uforståelige, må man forstå på partiprofiler i de tre partier.
De indledende øvelser begyndte for mere end et år siden, og Radikale er tilmed blandt hovedarkitekterne bag den lov, der i dag danner juridisk grundlag for, at regeringen uden nævneværdige kvaler kan sende mænd, kvinder og børn tilbage til den Assad-styrede dikatorhovedstad Damaskus. En lov, som eksperter har udlagt som det sande paradigmeskifte i nyere dansk udlændingepolitisk historie.




























