Zobair Saidi blev i april 2019 lokket i baghold i Ladegårdsparken og dræbt med fem skud. De dømte anker.

Rockere får livstid for planlagt drab på 18-årig i Holbæk

Lyt til artiklen

To mænd er ved Retten i Holbæk blevet idømt fængsel på livstid for at have planlagt og udført drabet på 18-årige Zobair Saidi i Holbæk, skriver TV2 Øst.

Den 28. april 2019 blev Zobair Saidi lokket til Ladegårdsparken i Holbæk, hvor han skulle hente noget hash. Men da han mødte op, blev han dræbt med fem skud.

En 26-årig mand er dømt for at have affyret skuddene, mens en 29-årig mand er dømt for at have planlagt drabet. En tredje mand er tidligere idømt 12 års fængsel for at have lokket den 18-årige i baghold.

De to dømte var på gerningstidspunktet medlemmer af Bandidos, der lå i konflikt med Vang-gruppen, og retten har givet anklagemyndigheden medhold i, at drabet skete som led i konflikten.

Den 29-årige har siden drabet forladt rockergruppen.

Begge mænd ankede på stedet dommen til Østre Landsret.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her