20 kølemontører skal som de første vaccineres under en ny tilvalgsordning. De skal alle stikkes med den skrottede Johnson & Johnson-vaccine søndag.
Det oplyser Jonas Nilsen, der er læge og medstifter af selskabet Practio, som har fået opgaven med at vaccinere danskere med de vacciner, der ikke længere er en del af det generelle vaccinationsprogram.
Ud over vaccinen fra Johnson & Johnson er der tale om AstraZenecas coronavaccine.
»Alle 20 kølemontører fik grønt lys til at blive vaccineret efter deres lægekonsultation lørdag«, siger han.
»De havde alle mange spørgsmål til potentielle bivirkninger og fordele og ulemper ved at modtage vaccinen. På samme måde havde lægerne nogle ting, som skulle afklares med borgerne«, lyder det.
Skal til Indien og arbejde på vaccinefabrik
Kølemontørerne har sagt ja til den frivillige vaccineordning, fordi de skal til Indien for at færdiggøre installationen af 20 fryseanlæg på en vaccinefabrik. Indien er i øjeblikket hårdt ramt af coronasmitte i befolkningen.
Practio samler løbende op på de erfaringer, som de gør sig under lægekonsultationerne, så de får så god en konsultationsramme som muligt.
Når lægen tager valget mellem de to skrottede vacciner, skal borgerens ønske om en bestemt vaccine tages med i overvejelserne.
»Lægen skal naturligvis tage borgerens ønske om en bestemt vaccine med i deres overvejelser. Det står også i vejledningerne, som er blevet udspecificeret af Sundhedsstyrelsen«, siger Jonas Nilsen.
Johnson & Johnson-vaccinen kræver kun et enkelt stik, mens AstraZenecas kræver to.
Søndagens vaccinationer kommer til at foregå på et apotek i København, mens vaccinationerne fra mandag kommer til at foregå ved Practios eget vaccinested i København.
Her kan 5.000 vaccineres om dagen.
Derudover åbner selskabet også centre i Roskilde, Odense, Aarhus og Aalborg i den kommende tid.
Ifølge Jonas Nilsen begynder vaccinationen af kølemontørerne, der kommer fra selskabet Lowenco, klokken 9.30 søndag formiddag.
Ritzau
fortsæt med at læse




























