Tre landsdommere sidder lige nu på Kastellet og Svanemølle Kaserne i København og prøver at opklare en spionsag uden historisk sidestykke. Lokalerne er sikkerhedsgodkendt til Cosmic Top Secret – det højeste niveau i Nato-alliancen. Det betyder kort sagt, at oplysningerne kan forvolde Danmark og Nato »overordentlig alvorlig skade«, hvis de slipper ud.
Trekløveret er kernen i FE-kommissionen, som regeringen nedsatte sidste år. Landsdommernes opgave er at undersøge, hvorvidt der er hold i de anklager, Tilsynet med Efterretningstjenesterne sidste år fremsatte mod Forsvarets Efterretningstjeneste. Herunder, om FE har vildledt tilsynet og set gennem fingrene med amerikansk spionage mod danske statsborgere og mål.




























