Lastvogn drejede til højre i Helsingør og ramte cyklende kvinde. På fem år er 24 cyklister blevet dræbt.

55-årig kvindelig cyklist dræbt i højresvingsulykke

Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 10.04

En cyklist er tirsdag morgen død efter at være blevet ramt af en lastbil i Helsingør. Det oplyser politiet.

Ulykken er sket i et kryds på Stubbedamsvej, som er spærret for trafik, oplyser Nordsjællands Politi.

»Vi betragter sagen som en højresvingsulykke«, siger vagtchef Jakob Tofte ved Nordsjællands Politi.

Umiddelbart vurderes det, at såvel lastvognen som cyklisten kom kørende ad Flynderborgvej fra vandsiden.

I krydset ved Stubbedamsvej drejede lastvognen til højre og påkørte cyklisten, der skulle ligeud.

Den dræbte er en kvinde på 55 år. Hun var fra Helsingør.

Netop det farlige møde mellem tunge køretøjer og lette trafikanter i trafikken har i årevis ført til kampagner fra organisationer og myndigheder.

Højresvingsulykker har blandt andet ført til, at lastvogne er blevet udstyret med bedre og flere spejle.

24 cyklister mistede livet på grund af højresvingende lastbiler fra 2015 til 2020, fremgår det af Vejdirektoratets statistik. I samme periode kom 40 cyklister alvorligt til skade.

Det store fokus på netop denne type ulykker skyldes de alvorlige konsekvenser. Dog involverer de fleste højresvingsulykker personbiler, der drejer til højre og rammer cyklister, der skal ligeud.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her