Løbet er kørt. Så enkelt lyder forklaringen fra Michala Clante Bendixen, der er formand for organisationen Refugees Welcome. Hun har fulgt sagen om de afghanske tolke, siden Danmark begyndte sin tilbagetrækning, og er ikke imponeret over, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter kritik fra støttepartierne har indkaldt til drøftelser mandag om situationen for de lokale, der har arbejdet under danske faner i Afghanistan.
Samtidig kritiserer hun, at flere generaler for nylig stod frem i Politiken og opfordrede politikerne til at følge USA’s eksempel og evakuere samtlige lokalt ansatte.




























