Stress. Igen og igen nævner Mohibullah Ibrahimi det korte ord til at beskrive, hvordan hans liv har føltes, siden han i 2007 begyndte at arbejde som tolk i Afghanistan. For nogle hænger stress sammen med storrumskontorer, børn, der skal hentes, inden fritidsordningen lukker, og præsentationspres. For Mohibullah er det de billeder, han har på nethinden af soldater, der mister lemmer eller livet, og han bruger ordet, både når han skal beskrive den usikkerhed, det giver at leve med en midlertidig opholdstilladelse, der skal forlænges hvert andet år, og når han fortæller om sine forældre og søskende, der stadig bor i Afghanistan, som han nu på niende år er adskilt fra.
Derfor fortæller han også, at hvis han havde vidst, hvordan krigen i Afghanistan ville ende, og hvor hans egen skæbne ville føre ham hen, var han aldrig blevet tolk for de udenlandske styrker. For ham var det håbet om en bedre fremtid for Afghanistan og muligheden for at hjælpe både sit land og sin familie, der trak ham til jobbet.
