For at styrke passikkerheden i Danmark vil regeringen fremover have borgerne til at afhente deres pas personligt på kommunen.
Det fremgår af et pasudspil, som regeringen præsenterer torsdag.
»Vi kan se, at der er rigtig mange pas, der hvert eneste år forsvinder i posten, og det betyder, at der kommer pas i omløb, som kan misbruges, fordi de er forsvundet. Det kan vi forhindre ved, at man møder op på kommunen, når man skal have nyt pas«, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).
Pasudspillet indeholder i alt syv initiativer.
Blandt andet vil regeringen også gøre det muligt at inddrage dømte passvindleres pas i op til fem år og sætte en begrænsning, så danske statsborgere højest kan få udstedt tre pas inden for en femårig periode.
»Når vi gør det her, så rykker vi helt frem i bussen og kommer til at være blandt dem, der har det mest sikre pas, og det skal vi også være, fordi der er så stor tillid til det danske pas«, siger Nick Hækkerup.
Han anerkender, at det vil gøre det mere besværligt, når man skal hente sit pas på kommunen, men fremhæver passet som et centralt dokument.
»Forhåbentlig skal man ikke have pas hvert og hvert andet år. Vi ser tilsvarende ordninger for eksempel i Sverige, hvor erfaringerne er gode, i forhold til at sikre at der ikke forsvinder pas i posten«, siger han.
Tidligere på sommeren blev det i flere medier beskrevet, at der var lange ventetider på pas på grund af stor rejselyst, og fordi mange pas var udløbet i løbet af coronapandemien.
Nick Hækkerup afviser, at det nye pasudspil kommer til at give øget ventetid, hvis det bliver vedtaget.
»Vi skulle gerne have en situation, hvor det her ikke fører til længere ventetid, men fører til større sikkerhed omkring vores pas«, siger han.
Ifølge Rigspolitiet blev over 33.000 pas meldt mistet i 2019. Af dem er cirka 1200 blevet væk i posten, cirka 5400 er meldt stjålet, cirka 1200 meldt ødelagt og cirka 25.000 meldt forlagt.
Desuden viser Rigspolitiets seneste undersøgelse, at 65 procent af de personer, der mister eller får udstedt mere end tre pas, er kendt i Kriminalregisteret.
Justitsministeren siger, at han håber, at initiativerne kan træde i kraft 1. december.
ritzau
fortsæt med at læse




























