Der skal nok sidde en amatørarkæolog eller to derude med en følelse af misundelse over, at Ole Ginnerup Schytz sidste år fandt en kæmpe guldskat nær Jelling.
De fleste detektorførere bruger år på at traske marker, strande og skove tyndt uden at finde guld. På en normal tur med metaldetektoren finder man bondejern – fagudtrykket for metalskrot i jorden – og økser, knive og sølvmønter på gode dage. Guldfund er få forundt, men Ole Ginnerup Schytz var en af de heldige, og han var kun nybegynder, da det skete.




























