Lars Findsen er gået gennem noget af en livsomvæltning efter at have haft travlt hele sin lange karriere i statens tjeneste. Men det seneste år har den 57-årige jurist og embedsmand haft anderledes god tid til at lægge fliser og tænke over tilværelsen.
Siden august sidste år har han været sendt hjem fra sin stilling som øverste chef for Forsvaret Efterretningstjeneste (FE) i en sag, der drejer sig om spionvæsenets overvågningsaktiviteter og et tophemmeligt samarbejde med den amerikanske aflytningsgigant National Security Agency.


























