Hollandsk skib var lastet med gødning på vej til Estland, da det stødte på grund cirka 300 meter fra kysten.

Alkohol mistænkes for at have spillet en rolle i, at fragtskib er stødt på grund ud for Bornholm

Hollandsk fragtskib er stødt på grund ved Sorthat Muleby på Bornholm, mandag den 18. oktober 2021. Skibet 'Beaumaiden' sidder fast cirka 300 meter fra kysten. Ifølge politiet ventes det dog ikke at skabe nogle problemer for skibstrafikken. Foto: Presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix
Hollandsk fragtskib er stødt på grund ved Sorthat Muleby på Bornholm, mandag den 18. oktober 2021. Skibet 'Beaumaiden' sidder fast cirka 300 meter fra kysten. Ifølge politiet ventes det dog ikke at skabe nogle problemer for skibstrafikken. Foto: Presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 12.13.

Et 88 meter langt hollandsk fragtskib lastet med gødning er natten til mandag stødt på grund ud for Sorthat Muleby ikke langt fra Rønne på Bornholm, oplyser vagtchefen ved Bornholms Politi mandag morgen. Politiet oplyser på Twitter, at grundstødningen skete klokken 03.27, mens skibet var på vej fra Antwerpen i Belgien til Tallinn i Estland.

Mandag morgen og formiddag afhører politiet de i alt syv søfolk på skibet. Alle er uskadte, oplyser politiet.

Et af besætningsmedlemmerne mistænkes for at have været påvirket af alkohol, oplyser Bornholms Politi mandag sidst på formiddagen. Det er ikke præciseret, hvilken stilling personen har på skibet.

Der er ingen meldinger om skader på fartøjet. Ifølge politiet er der på nuværende tidspunkt heller ikke nogen fare for forurening i forbindelse med grundstødningen.

Vagtchefen fortæller dog, at der godt kan komme til at gå en del tid, før skibet er frit igen.

»Det sidder okay godt fast, så det bliver ikke bare lige sådan slæbt fri«, siger vagtchefen.

Skibet ’Beaumaiden’ sidder fast cirka 300 meter fra kysten. Ifølge politiet ventes det dog ikke at skabe nogle problemer for skibstrafikken.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her