Det siges om Barbara Bertelsen, Statsministeriets departementschef, at hun har det med både at miste og ødelægge mobiltelefoner. Heldigvis for eftertiden er hendes sms’er ikke gået samme vej, de er hverken ødelagt eller tabt, de er gemt i skyen og hos modtagerne og senest fremlagt i Minkkommissionen. Hvor de, selv om det snart er en lille uge siden, at offentligheden fik indblik i hendes uendelig klare kommunikation, stadig er the talk of the town på Christiansborg.
Hvordan kan regeringens højest placerede embedsmand skrive, som hun skrev? Hvordan kan hun skrive til Henrik Studsgaard, Miljø- og Fødevareministeriets departementschef, at han og hans minister, nu afgåede Mogens Jensen, skal lægge sig ned? Og rulle sig? Og rive »plasteret af«, som hun også skrev, da hun ville have Studsgaard og Jensen til at påtage sig ansvaret for aflivningen af de danske mink. Gerne sammen med sundhedsminister Magnus Heunicke, (S). Så sagen for Guds og Barbara Bertelsens skyld ikke klæbede sig til statsminister Mette Frederiksen (S).




























