To mænd er blevet varetægtsfængslet for et rambuktyveri i stormagasinet Illum i København tilbage i maj.
Det er sket efter et grundlovsforhør, der sluttede omkring midnat natten til fredag, flere måneder efter at tyveriet fandt sted, fortæller central efterforskningsleder Jens Skovbjerg ved Københavns Politi.
Det er uklart, hvor længe de to mænd skal forblive varetægtsfængslet, ligesom det ikke er oplyst, hvordan de forholder sig til sigtelsen.
Grundlovsforhøret, der begyndte torsdag klokken 21, fandt sted bag lukkede døre, men det var ifølge politiet ure til en værdi af mellem fire og fem millioner kroner, som gerningsmænd slap væk med i forbindelse med et rambuktyveri.
Det oplyser Lars Feldt-Rasmussen, der er vicepolitiinspektør og leder af afdelingen for berigelseskriminalitet ved Københavns Politi.
To mænd blev natten til fredag varetægtsfængslet i 13 dage i sagen.
De er sigtet for rambuktyveriet mod Illum og et lignende rambuktyveri i Jorcks Passage i det indre København i marts.
I september delte politiet detaljer fra tyveriet, hvor de efterlyste vidner i sagen.
Dengang blev det beskrevet, at mændene blandt andet havde brugt en sølvgrå Opel Corsa og en lys båd til at begå tyveriet med.
De formodede gerningsmænd brugte bilen til at køre ind gennem Illums indgangsparti med. Her stjal de flere dyre ure til en ukendt værdi.
Mændene stak efterfølgende af på en knallert, som de kørte ned til Slotsholmskanalen, hvor en tredje mand ventede i en såkaldt RIB-båd, som de sejlede væk sammen i.
Politiet har kaldt tyveriet for nøje planlagt og professionelt udført. Mændene var desuden maskeret under hændelsen.
Politiet modtog anmeldelsen omkring klokken to om natten den 12. maj.
ritzau
fortsæt med at læse




























