Med et nyt lovforslag vil udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) udvide muligheden for at kunne fratage kriminelle det danske statsborgerskab, hvis de har dobbelt statsborgerskab.
»Hvis der er folk, der begår meget, meget alvorlig kriminalitet, som er til fare for statens vitale interesser, mener jeg, at det ville være bedst for os alle sammen, hvis også de kunne blive udvist og få indrejseforbud. Men det forudsætter jo, at de ikke har dansk statsborgerskab. Så jeg håber, at det her lovforslag vil betyde, at nogle mennesker, der ellers ville være i det danske samfund, vil blive udvist og få indrejseforbud«, siger Tesfaye til Politiken.




























