Nære kontakter skal fremover ikke isolere sig. Desuden kan man afbryde selvisolation, når symptomer ophører.

Nu ændres reglerne for selvisolation, hvis du bliver smittet med corona

Foto: Marcus Emil Christensen
Foto: Marcus Emil Christensen
Lyt til artiklen


Har man ikke symptomer, skal man isolere sig i fire dage, efter at man har fået en positiv test - det kan både være en pcr- og en kviktest. Tidligere har man skullet isolere sig i syv dage.

Desuden skal nære kontakter til smittede ikke længere isolere sig - heller ikke, hvis man bor sammen med en smittet. Det er uanset vaccinestatus.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen.

Nære kontakter anbefales at tage en kviktest eller pcr-test tre døgn, efter at den smittede er testet positiv. Testen kan godt være en hjemmetest.

»Der skal være en balance mellem den situation vi står i, og de anbefalinger vi har. Den seneste tids markante stigning i antallet af smittede har haft store konsekvenser for samfundet. Virkelig mange mennesker har måttet selvisolere sig, og mange arbejdspladser har haft meget svært ved at fungere«, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst i en pressemeddelelse.

»Samtidig vurderer vi, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at lempe på vores anbefalinger, fordi vi har så høj immunitet i befolkningen, og fordi vi har beskyttet dem, der er i øget risiko for at blive alvorligt syge«.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at de nye anbefalinger for selvisolation træder i kraft med det samme.

EL: »Fornuftigt og trygt«

Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund mener, det er fornuftigt, at Sundhedsstyrelsens ændrer sine anbefalinger nu.

»Det er vigtigt, at vi har en balance mellem på den ene side at begrænse smittespredningen, men på den anden side også erkende, at vi har en virkelighed, der skal holdes kørende. Og som følge af, at omikron er mildere, og så mange af os er vaccinerede og dermed beskyttet mod alvorlig sygdom, så er jeg helt tryg ved de nye anbefalinger«, siger han.

Hvad er symptomophør?

I sine nye anbefalinger præciserer Sundhedsstyrelsen, at symptomophør ikke behøver at betyde, at man som smittet er fuldstændig fri for ethvert symptom, der på nogen måde kan knyttes til covid-19.

»Selvisolation kan godt ophæves selvom ikke-betydende symptomer som løbenæse, ’kriller’ i halsen, enkelte host m.v. fortsætter efter dette tidspunkt«, skriver Sundhedsstyrelsen.

Styrelsen definerer også, hvilke symptomer, der regnes for henholdsvis ’betydende’ og ’lette’.

Betydende symptomer er ifølge Sundhedsstyrelsen »feber, ondt i halsen, vedvarende hoste, nysen og vejrtrækningsbesvær, hvor der samtidig er almen sygdomsfølelse hos den smittede, uden at der dog behøver at være funktionsindskrænkende sygdom, behov for behandling eller at den pågældende er uarbejdsdygtig«.

Lette symptomer defineres som »løbenæse, ’kriller’ i halsen, enkelte host m.v., der typisk vil være forbigående og uden almen sygdomsfølelse«.

Har man blot lette symptomer følges samme anbefaling som for dem, der slet ingen symptomer har - nemlig selvisolation i fire dage fra positivt testsvar. Udvikler symptomerne sig undervejs til at blive mere alvorlige, for eksempel feber eller ondt i halsen, bør man isolere sig, indtil der kun er lette symptomer tilbage.

Omfattende befolkningsimmunitet

I pressemeddelelsen præciserer Sundhedsstyrelsen, at der ikke længere er sammenhæng mellem antallet af smittede med covid-19 og personer, der bliver indlagt på hospitalerne.

Det skyldes ifølge Sundhedsstyrelsen, at der er en omfattende immunitet i befolkningen. Det er, fordi mange er vaccineret og revaccineret. Mange har desuden været smittet med coronavirus, og derfor vurderes immuniteten til at være stærk - særligt hos dem, der både er vaccineret og har været smittet med omikron. Styrelsen anslår, at lidt over en million borgere i Danmark været smittet med omikron, siden varianten dukkede op i starten af december sidste år.

»Den samlede befolkningsimmunitet i Danmark må aktuelt antages at være betydelig i både omfang og kvalitet, hvilket kan betyde, at epidemien mister fart før sæsonskiftet, også ved yderligere lempelse af restriktioner«, skriver Sundhedsstyrelsen.

En god ide

Det giver mening at lempe på anbefalingerne om isolation, sådan som Sundhedsstyrelsen nu gør, vurderer professor i infektionsmedicin Lars Østergaard, Aarhus Universitet.

»Man må nok forvente, at der kommer nogle flere smittede, når man ændrer isolationsanbefalingerne. Men omvendt har vi en omikronvariant, der gør, at mange bliver smittet, men få bliver alvorligt syge«.

»Var lempelsen kommet i en situation, hvor deltavarianten var dominerende, var sagen en anden«, siger han.

Professor emeritus i infektionssygdomme Eskild Petersen, Aarhus Universitet, er enig.

»Selvfølgelig er der en øget risiko for at sprede smitte, når du lemper på anbefalingerne«.

»Men omvendt kan vi jo heller ikke have en situation, hvor vi ikke kan skaffe sundhedspersonale og skolelærere, fordi mange er i karantæne eller i isolation«.

»Der må man vægte det samfundsmæssige perspektiv«, siger Eskild Petersen.

Signe Thomsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her