Mest fremtrædende er egentlig lyden.
Dagen efter stormen Maliks tungeste stød, er det ikke, fordi Sjælland ligner et landkort, der er blevet rystet af en kæmpe. De fleste cykler står op endnu. Skovene på vej mod Storebæltsbroerne har stadig rødderne solidt plantet i jorden.
Ved broen er det lyden af slukkede biler, som venter på en bom, der går op. Det og havet, der slår ind over pynten og kaster skum på tilskuerne.
Det er lyden af lastbilernes lettelsessuk fra dieselmotorerne, da bommen endelig går op mod Fyn.
Søndagsstormturisterne har også en lyd, en stille knevren og tyggen i hotdogs med fransk dressing, der ligger som en summen ved havnen i Holbæk, hvor vandet slår op om Kabyssen, et lille spisested med øl fra fad i baren og pomfritter og stjerneskud på menuen, men hvor ejeren i dag har for travlt til at tale, fordi han gør rent i sin forretning iført hue og flyverdragt. Det er lyden af hans venner, der giver en hånd og får et stykke pizza. Lyden af radio inde i varmen.
Det er lyden af vinden, der piber i rigningerne på de mange lystbåde på Roskilde Havn og af de hule dunk fra vandet mod Vikingeskibshallen, hvor de to skibe længst ud mod havet er blevet pakket ind i plastik.
Der er sat en tagrende op med gaffertape over stævnen på Skuldelev 3, som hænger på væggen, hvor vandet pludselig begyndte at drive ned, fordi bølgerne slog så højt op, at de kom ind i kanten ved taget. Det var en museumsinspektør og en kæde af viskestykker, der reddede kulturarven.
Selv om de er bedre beredt end under Bodil i 2013, så er der stadig kun »en glasrude mellem vandet og fem skibe, der er umistelig kulturarv«, siger Rikke Johansen, der er presseansvarlig på museet.
Det er lyden af Rikke Johansen, der smækker låget til en pumpebrønd og lyden af hendes kolleger, der råber, »hvad er der sket«, for var der noget, der ramte ruden? Vandet er slemt nok i sig selv, men kommer der en træstamme eller en båd (eller den træbro, der lå og bankede mod kajen i havnen i Holbæk), så »skal der ikke ret meget til at prikke hul«.
Det er lyden af lynlåsene på medarbejdernes vindtætte jakker og lyden af deres lettelsens suk for denne gang. I morgen er huset stadig det samme, siger de. Skibene stadig de samme. De pakker dem ud af den knitrende plastik.
»I næsten 1.000 år lå skibene i havet, så tog vi dem op. Derfor er det også vores pligt at passe på dem, så de næste og næste og næste generationer kan opleve dem«, siger Rikke Johansen.
fortsæt med at læse
