Jeg håber, at den, der opfandt wellnessmusik, er blevet ufattelig rig. På den måde bliver det nok lettere at leve med den dårlige samvittighed over at have påført menneskeheden ubodelig skade.
Jeg taler om stillestående musik fra skjulte højttalere, hvor et klaver klimprer nogle toner – a la Erik Satie bare uden tema og et akkordforløb, der peger fremad. Hvilket svarer til at fremstille en pølse uden at putte den i skind. Noget kedsommeligt rod.




























