Der blev i efteråret 2020 kørt kokain til Ishøj og Horsens, mens der blev leveret hash til Glostrup.

Tidligere hollandsk politimand får 14 års fængsel af dansk byret

Efter en lang karriere i politiet blev en hollandsk mand aktiv i de kriminelle miljøer. Manden er netop idømt fængsel i 14 år af Retten i Aarhus i en større narkosag, oplyser anklagemyndigheden.

Den 60-årige tilstod forbrydelserne. De bestod dels i at have medvirket til indsmugling af 55 kilo kokain og dels i indsmugling af 150 kilo hash.

Leverancerne af kokain skete både til en mand i Horsens og til en mand i Ishøj. Hashen blev bragt til en person i Glostrup.

Stofferne blev bragt til Danmark fra Holland i efteråret 2020, oplyser NSK, National Enhed for Særlig Kriminalitet, i en pressemeddelelse tirsdag om sagen, hvor afgørelsen faldt mandag.

Den dømte var i 20 år politiassistent i Holland. Han blev udleveret til Danmark, da Retten i Aarhus havde udstedt en europæisk arrestordre.

Sagen i retten mandag var hurtigt overstået. Det varede en halv time, oplyser NSK.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her