Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Det vil koste milliarder at håndtere de ukrainske flygtninge. Derfor kan udviklingsbistand ikke holde for.

Støttepartier afviser at finde flere milliarder til ukrainske flygtninge i udviklingsbistanden

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Da en særlov, der giver adgang til ophold for et ubegrænset antal ukrainske flygtninge, blev vedtaget, blev pengene taget fra udviklingsbistanden. Men det går ikke længere, siger både Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, efter at regeringen har opjusteret det forventede antal ukrainske fordrevne i Danmark fra omkring 20.000 til mere end det femdobbelte.

»Hvis vi fortsætter business as usual og finansierer hele modtagelsen med udviklingsbistanden, så kan vi lige så godt lægge den i graven. Og med den de menneskeskæbner der er afhængig af den. Vi bliver nødt til at finde alternativer«, skriver SFs udlændingeordfører Carl Valentin i en kommentar.

Da det forventede antal var 20.000, var udgiften estimeret til 2,2 milliarder kroner. De er fundet i den eksisterende udviklingsbistand ved blandt andet at skære ned på andre projekter. Men med 100.000 flygtninge kan udgiften umiddelbart være op mod 10 milliarder kroner. Den samlede udviklingsbistand på finansloven for 2022 er på 14,4 milliarder kroner.

På et pressemøde fredag sagde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at det fortsat er regeringens position, at det er et fornuftigt standpunkt at finansiere de første 12 måneders flygtningemodtagelse inden for rammerne af udviklingsbistanden, som man har kunnet siden 1992.

»Men der skal stadig føres en udviklingspolitik i dette her land. Derfor har vi også sagt, at de økonomiske diskussioner ikke er slut«, sagde han.

At det er et fornuftigt standpunkt er Enhedslistens udlændingeordfører, Rosa Lund, helt uenig i.

»Pengene skal i hvert fald ikke komme fra udviklingsbistanden. Vi har peget på mange andre steder, man kan tage pengene fra. Eksempelvis fra den store forsvarsaftale, der er indgået, eller fra det store overskud på statens finanser, der er dagens anden store nyhed«, siger hun.

Hos De Radikale er det et »fuldstændigt no-go«, at der tages flere penge fra udviklingsbistanden.

»Det her handler også om et sikkerhedspolitisk spørgsmål. Vi kan allerede nu se, at de programmer, der beskæres på grund af særloven, at det kommer til at gøre ondt«, siger Sofie Carsten Nielsen, politisk leder for De Radikale, i en skriftlig kommentar.

»Skærer vi massivt i udviklingsbistanden for at finansiere de ukrainske flygtninge i Danmark, kan det sætte en lavine i gang med endnu større flygtningestrømme fra andre steder i verden – og gøre verden langt mere usikker«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her