Filip på 23 år er landet midt i krigen i Ukraine. Men det er egentlig lidt af en tilfældighed. For indtil for nylig boede han i en mindre by i Jylland, skulle til at starte nyt studie og drømte om at flytte til København med sin kæreste, Maria.
Han er født i Ukraine, men har opholdstilladelse i Danmark, da han kom hertil som 12-årig sammen med sin mor og papfar. Han havde aldrig genbesøgt Ukraine, før han i januar rejste af sted for at få et ukrainsk pas. For i Ukraine skal man være 14 år for at få et pas, og Filip, hvis efternavn Politiken kender, men ikke offentliggør af hensyn til hans sikkerhed, havde ikke et pas med sig, da han som barn kom til Danmark.




























