På den internationale skole i Nordhavn har eleverne i 9. klasse til den ene side 180 graders udsigt over Øresund. Til den anden side kan de se metrobanen skyde op fra undergrunden og hænge et par meter over jorden. Lige nu er området under højbanen en indhegnet byggeplads, men i 2023 skal det være et rekreativt byrum. Hos udviklingsselskabet By & Havn er ønsket at lave et område, som eleverne på den internationale skole kan få glæde af – ikke mindst pigerne.
»Det er ikke, fordi det her skal være et byrum kun for piger, men vi vil være sikre på at lave noget, som de unge piger har lyst til at bruge og ikke føler sig ekskluderet fra«, siger Anne Skovbro, der er administrerende direktør i By & Havn.




























