Danmarks Naturfredningsforening (DN) ønsker et stop for fiskeri med bundslæbende redskaber i de beskyttede Natura 2000-områder til havs, fordi redskaberne i større eller mindre grad roder op i havbunden og skader biodiversiteten. En analyse viser, at der i gennemsnit er blevet fisket med bundslæbende redskaber i Natura 2000-områderne i 94.000 timer om året igennem de seneste fire år.
»Det viser ret tydeligt, hvor voldsomt påvirket af fiskeri vores havområder er. Og at vi bliver nødt til at stoppe lidt op, hvis der også skal være noget havnatur til de næste generationer«, siger Therese Nissen, der er natur- og miljøpolitisk rådgiver i DN.


























