K-formand Søren Pape Poulsen meldte sig mandag som statsministerkandidat. Han er nu klar med 2030-skatteplan.

Konservative vil afskaffe topskat, forhøje beskæftigelsesfradraget og sænke elafgiften

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

De Konservative holder i disse dage sommergruppemøde. 2022-udgaven står i stærk kontrast til mødet fra sidste år, som handlede om folketingsmedlem Naser Khaders krænkelsessager og spark ud af partiet.

Onsdag handler det om noget helt andet: Det handler om, at formand Søren Pape Poulsen i mandags officielt meldte sig på banen som statsministerkandidat. Det handler om partiets 2030-skatteplan, som blandt andet indeholder et forslag om at udfase topskatten og sænke skatten gennem et højere beskæftigelsesfradrag.

Beskæftigelsesfradraget er på 10,65 procent og kan højst være 41.600 kroner i 2022. Men står det til De Konservative, skal satsen hæves med fire procentpoint til 14,65 procent. Fradraget hæves med 16.300 kroner. Samlet vil De Konservative afsætte 7,1 milliarder kroner til at hæve beskæftigelsesfradraget frem mod 2030.

»Vi vil sænke skatten for alle, der er i arbejde. Det er derfor, vi foreslår en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget med fire procent. Det er et stort beløb at bruge på det. Men det er noget, som alle, der er i arbejde, kan mærke. Det er principielt vigtigt, fordi forskellen på at være i beskæftigelse og ikke være i beskæftigelse kan mærkes mere«, siger Søren Pape Poulsen.

Det er ikke nyt, at Konservative foreslår et højere beskæftigelsesfradrag.

»Det er en del af en større plan. Beskæftigelsesfradraget hjælper alle i arbejde, fordi vi står i en tid, hvor der er fokus på, at det skal kunne betale sig at arbejde«, siger han.

Vil indføre nyt kontanthjælpsloft

De Konservative vil desuden sænke elafgiften til EU’s lovpligtige mindstesats frem mod 2030. Det vil sige 0,8 øre per kWh. Til det skal der afsættes 5,4 milliarder kroner ifølge partiet. Som følge af de stigende energipriser er prisen på el steget de seneste måneder.

»Alle får en elregning, så alle får noget ud af det her«, siger Pape.

2030-skatteplanen følger ifølge De Konservative Finansministeriets regnemodeller, og finansieringen skal blandt andet hentes ved at en række arbejdsmarkedsreformer. Her er der konservative gengangere at spotte. Eksempelvis skal der indføres et nyt kontanthjælpsloft, som er en øvre grænse for, hvor meget en person månedligt samlet eksempelvis må modtage i diverse ydelser, uddannelseshjælp eller kontanthjælp fra det offentlige. I øjeblikket er der ifølge De Konservative for lille forskel på at være på passiv forsørgelse og på at være i arbejde.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her